04/12-2025 - 09:29

På randen af en ny katastrofe: Liverpool reddede sig et point hjemme mod Sunderland

Wilson Isidor burde have sikret Sunderland alle tre point på Anfield, men han kunne ikke score på sin friløber i overtiden. Oprykkerne måtte derfor tage til takke med 1-1 mod de forsvarende mestre.
Foto: Christian Bertrand

Liverpool vandt i weekenden 2-0 på udebane mod West Ham, men at Arne Slot og hans mandskab endnu ikke helt har reddet stormen af, var tydeligt i onsdagens sene kamp mod Sunderland på Anfield.

Liverpool havde svært ved for alvor at blive farlige, og i stedet var det gæsterne, der kom i front.

Med 23 minutter tilbage trykkede Chemsdine Talbi af fra distancen. Skuddet ramte van Dijk i bagdelen og ende med at få et nærmest perfekt skru, der ikke efterlod Allison i Liverpool-målet nogen chance for at redde bolden.

Med lidt under 10 minutter igen kom Liverpool tilbage i opgøret og gjorde det til 1-1.

Den meget udskældte Florian Wirtz viste endelig lidt magi, da han efter en smart dribling kom fri i feltet.

Igen skulle der dog lidt held til, da hans skæve afslutning ramte Nordi Mukiele, der blev noteret for et selvmål.

1-1 blev også kampens resultat, men det kunne have blevet meget værre for Liverpool.

I overtiden fik Wilson Isidor en friløber. Den franske angriber gled forbi Allison, men takket være et fremragende tilbageløb fik den netop indskiftede Federico Chiesa reddet Liverpool fra endnu et nederlag på Anfield.