Manchester United bør gå efter Elliott Anderson, når Casemiro til sommer forlader Old Trafford.
Det mener klublegenden Bryan Robson, der i et interview med Footy Accumulators’ podcast No Tippy Tappy Football udpeger den unge midtbanespiller som sin foretrukne signing denne sommer.
Robson lægger ikke skjul på sin skuffelse over udsigten til at miste Casemiro.
– Han er en virkelig god spiller, som har vendt sin karriere i United. Han bidrager både defensivt og offensivt, er stærk i luften og læser spillet fantastisk. Hans pasningsspil er i topklasse, siger Robson.
Anderson over Rice og Tonali
Ifølge Robson er drømmetransferen Declan Rice urealistisk, hvilket åbner døren for et mere overraskende navn.
– De får ikke Rice fra Arsenal, så derfor er Elliott Anderson mit førstevalg, fastslår han.
Alternativt peger han på Sandro Tonali, men erkender samtidig, at en handel bliver svær at gennemføre.
– Jeg forstår godt, hvis Newcastle ikke vil sælge ham. Men United er nødt til at finde en værdig erstatning. Og deres scouting har ikke været god nok de seneste år, lyder kritikken.
Klar melding om Carrick
Robson har også en klar holdning til trænersituationen i Manchester United.
Hvis Michael Carrick fører klubben i Champions League, bør han få jobbet på permanent basis.
– Han fortjener det, når man ser på udgangspunktet. Nogle mener, det kræver en tredjeplads, men for mig er en Champions League-plads nok, siger Robson.
Han peger samtidig på Carricks tidligere periode som midlertidig manager, hvor han gik ubesejret gennem kampe mod Villarreal, Chelsea og Arsenal.
– Han har skabt bedre balance på holdet, og resultaterne taler for sig selv. For mig fortjener han jobbet.


















