Det kører slet ikke for Liverpool for tiden.
Godt nok hentede de regerende engelske mestre en flot 1-0 sejr hjemme mod Real Madrid i starten af november, men siden da er nærmest alt gået galt.
Gårsdagens pinlige 4-1 nederlag hjemme mod PSV var således det tredje nederlag i træk på tre mål, hvilket ikke er sket siden 1953. Det rapporterer BBC.
Samtidig har Liverpool nu tabt hele 9 ud af de seneste 12 kampe på tværs af alle turneringer. For at finde senest det skete, skal vi også helt tilbage til den skrækkelige 1953/54-sæson, hvor Liverpool sluttede sidst i den daværende første division.
Så galt går det næppe i år, men presset er utvivlsomt stort på Arne Slots mandskab inden weekendens udekamp mod West Ham.











