Onsdag aften lagde Stamford Bridge ramme om den første af to Carabao Cup-semifinaler mellem Chelsea og Arsenal.
De to mandskaber mødte op til opgøret i de, efter omstændighederne, stærkeste opstillinger. Især Chelsea var dog hårdt ramt på skadesfronten og stillede blandt andet med 20-årig Marc Guiu i front.
Ikke overraskende var det da også gæsterne, der scorede først, og heller ikke overraskende faldt målet på et hjørnespark.
Læs også: Arsenal udbygger vild statistik
Declan Rice slog, som så mange gange tidligere i sæsonen, et fremragende dykkende hjørnespark. Robert Sanchez kunne i nå bolden, og så var det ingen sag for Benjamin White at heade Arsenal i front efter blot syv minutter.
Sanchez så heller ikke for godt ud, da Arsenal i starten af anden halvleg kom på 2-0.
Whites flade indlæg smuttede mellem hænderne på Chelsea-keeperen, og så kunne Viktor Gyökeres nemt score i tomt mål.
Chelsea bed fra sig
Den nyansatte Chelsea træner Liam Rosenior satte herefter Alejandro Garnacho ind i stedet for den usynlige Guiu, og det gav straks pote.
Argentineren var hurtig over et indlæg på bagerste stolpe og gav Chelsea en livslinje.
Herefter havde Chelsea en god periode, men langsomt genfandt Arsenal rytmen, og med tyve minutter igen gjorde Martin Zubimendi det til 3-1 på en flot scoring.
Kort efter var den indskiftede Mikel Merino tætte på at begrave Chelsea fuldstændig med en flugter tæt under mål. Sanchez hev dog en utrolig fodparade frem i Chelsea-buret.
I stedet svarede Chelsea igen.
Et hjørnespark havnede lidt tilfældigt hos Garnacho ved bageste stolpe. Arsenals måmand Kepa var blevet væltet i noget tumult tæt under mål, og så kunne den spanskfødte argentiner banke Chelsea på 2-3.
I overtiden tilkæmpede Gabriel Jesus sig et straffe, men Arsenal-angriberen var lige akkurat offside, og kendelsen blev trukket tilbage.
Det sluttede derfor 3-2 til Arsenal efter en livlig affære på Stamford Bridge.
Returopgøret på Emirates fløjtes op kl. 21 tirsdag den 3. februar.





















