Newcastle spiller i aften ude mod Bayer Leverkusen i Champions League, og særligt for én spiller bliver det et specielt opgør.
Det er nemlig første gang, at tyske Nick Woltemade skal møde et Bundesliga-hold, siden han i sommers skiftede fra Stuttgart til Newcastle.
Forud for kampen var det da også en både glad og ikke mindst revanchelysten angriber, der udtalte sig til Newcastles hjemmeside.
– Jeg er meget glad for at komme tilbage til Tyskland. Jeg føler mig hjemme i Newcastle, men for at være ærlig, er det også rart at komme tilbage til mit hjemland.
– Jeg har spillet nogle kampe med mit tidligere hold her, hvor det ikke gik så godt, så jeg glæder mig til at prøve at vinde i morgen og få en succesoplevelse på dette stadion.
Nick Woltemade har indtil videre fået spilletid i fire kampe mod Bayer Leverkusen for henholdsvis Werder Bremen og Stuttgart. Leverkusen har vundet alle kampene.



















