Mange United-fans har nok set Michael Carrick som lidt af en åbenbaring.
Det har da også været en imponerende start, den tidligere United-midtbane har fået. Før onsdagens udekamp mod Newcastle havde Carrick endnu ikke tabt som United-træner. Han var faktisk den træner, der havde hentet flest point siden sin ansættelse i midten af januar.
Newcastle havde på den anden side kun formået at hente fire point i samme periode. Kun overgået af kriseramte Tottenham.
På papiret lignede det derfor en kamp, United burde vinde. Specielt efter, at Newcastle-spilleren Jacob Ramsey blev præsenteret for sit andet gule kort af kampens dommer, Peter Bankes, i første halvlegs tillægstid.
Det skulle dog slet ikke gå så let for de rødklædte fra Manchester.
Inden pausen, blot få minutter efter Newcastle blev reduceret til 10 mand, kunne hjemmeholdet samtidig bringe sig foran 1-0. Anthony Gordon blev nedlagt af Bruno Fernandes, hvilket helt korrekt gav et straffespark, som Gordon selv sikkert omsatte.
Føringen skulle dog ikke holde længe. Ikke engang til pausen.
Blot tre minutter senere udlignede Uniteds Casemiro efter et indlæg fra højre side af Bruno Fernandes, der altså fik gjort skaden god igen efter episoden få minutter tidligere.
En vild afslutning på første halvleg.
I anden halvleg formåede United aldrig rigtigt at udnytte deres overtal, og vi skulle derfor helt frem til det 90. minut, før en vinder blev fundet. Utroligt nok blev vinderen Newcastle, og helten blev danske William Osula.
En vild aften for den unge dansker.
En skuffende indsats fra United, hvilket også kunne høres i Michael Carricks reaktion efter kampen.
Der er dog stadig mange positive ting at tage med fra Michael Carricks første tid som United-træner.
Kampen om Champions League lever i den grad for United, der efter onsdagens nederlag stadig indtager ligaens tredjeplads.




















