Crystal Palace leverede en af de værste præstationer i FA Cuppens mere end 150 års lange historie, da de forsvarende cupvindere i weekenden røg ud til Macclesfield FC fra Englands sjettebedste række.
Aldrig har et Premier League-hold tabt til et mandskab, der rangerer lavere end de 117 placeringer, der er mellem Palace og Macclesfield.
Efter kampen var det da også en særdeles skuffet Palace-manager, der mødte pressen.
– Jeg kan umuligt forklare præstationen eller komme med undskyldninger, det ville være helt forkert.
– Jeg har ingen ord for dagens præstation. Det var ikke blot et nederlag, vi skabte nærmest ingen chancer overhovedet, udtalte Oliver Glasner til Sky Sports.
Crystal Palace og Glasner kan jagte revanche på lørdag kl. 16, hvor Sunderland venter ude.





















