Manchester Uniteds nedtur efter Sir Alex Fergusons pension i 2013 er efterhånden blevet dissekeret til ukendelighed. Alligevel formår klubben fortsat at overgå sig selv i kaos, fejldispositioner og sportslig deroute. Ruben Amorims 14 måneder på Old Trafford føjer blot endnu et hovedrystende kapitel til fortællingen om de faldne Premier League-giganter.
Stort set fra start til slut var Amorims regeringstid præget af uro, taktisk stædighed og manglende fremgang. En 15.-plads i Premier League-sæsonen 2024/25 står som et historisk lavpunkt. Det dårligste resultat i klubbens moderne historie og værre end noget, United har præsteret i tiden efter sir Alex Ferguson. Præstationerne var tilsvarende alarmerende, og det blev hurtigt tydeligt, at Amorim ikke havde svarene.
”Han har ikke spillerne til at spille sit system”, lød det fra alle verdenshjørner af såkaldte eksperter. Åndsforladt nonsens. Er spillerne dygtige nok, kan de spille alle systemer.
Der er ingen tvivl om, at medejer Sir Jim Ratcliffe og klubbens rekrutteringsteam også bærer et tungt ansvar. Men Amorim gjorde intet for at hjælpe sig selv. Hans insisteren på at fastholde ét system fremstod naiv – især da det i de sidste uger blev bevist, at holdet fungerede bedre i alternative formationer. I stedet valgte portugiseren at dø på sit sværd, mens han offentligt irettesatte spillere og eksperter, uden at der var tilsvarende tegn på udvikling på banen.
At Amorim overhovedet fik så lang snor, understreger blot, hvor lav barren efterhånden er blevet i Manchester United. For hans efterfølger vil forventningerne næppe kunne være lavere, og Amorim efterlader sig en arv, som den ringeste United-manager i tiden efter Ferguson. Og det siger sandt for dyden ikke så lidt.
David Moyes
David Moyes overtog i 2013 en Premier League-vindende trup og den umulige opgave at erstatte Sir Alex Ferguson. Selvom udfordringen var monumental, er det stadig bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt det gik galt. Moyes forvandlede et mesterskabshold til et mandskab, der knap nok kunne kæmpe med om Champions League-pladserne. Han fik en seksårig kontrakt – anbefalet personligt af Ferguson – men blev fyret efter blot ti måneder. Syvendepladsen i ligaen og et hav af nederlag var ikke til at overse. Community Shield-sejren over Wigan står tilbage som en hul trøst.
Ralf Rangnick
Ralf Rangnick blev hentet ind midt i sæsonen 2021/22 for at stabilisere klubben efter Ole Gunnar Solskjærs fyring. Tanken var, at tyskeren på sigt skulle indtage en strategisk rolle bag kulisserne, hvor hans kompetencer for alvor kunne komme i spil. I stedet blev hans tid et skoleeksempel på klubbens interne rod. Rangnick sagde tingene, som de var – for ærligt for Uniteds smag. Hans berømte udtalelse om behovet for en “åben hjerteoperation” ramte plet, men blev ikke taget vel imod. Resultaterne på banen forbedredes ikke, og Rangnick forlod klubben, før han fik mulighed for at sætte sit præg uden for kridtstregerne.
Erik ten Hag burde i realiteten være blevet fyret allerede efter sin anden sæson. En usandsynlig FA Cup-triumf over Manchester City reddede ham midlertidigt, og Ratcliffe valgte – efter samtaler med andre managere – at forlænge hollænderens kontrakt. Det viste sig hurtigt at være en fejlvurdering. Sommerens indkøb løftede ikke holdet, spillet blev ikke bedre, og hjemmebanenederlaget til Tottenham blev et symbol på forfaldet. To trofæer på to sæsoner ser pænt ud på papiret, men på banen var United ofte et hold uden identitet og stabilitet.
Louis van Gaal
Louis van Gaal efterlod i det mindste et mindeværdigt indtryk. Hollænderens teatralske optrin og farverige pressekonferencer skabte overskrifter, men hans pragmatiske og ekstremt boldbesiddelsesorienterede fodbold var svær at elske. Alligevel bragte han FA Cup-trofæet tilbage til Old Trafford – det første efter Ferguson – blot for at blive fyret få dage senere.
Ole Gunnar Solskjær
Ole Gunnar Solskjær repræsenterede noget andet. På trods af manglen på trofæer spillede United deres mest seværdige fodbold i post-Ferguson-æraen under nordmanden. Han fik det bedste frem i Bruno Fernandes, genoplivede Anthony Martial for en stund og skabte et hold, der kunne slå enhver på dagen. Comebacks, kontraangreb og vilde perioder i kampene gav fansene håb – indtil det hele kollapsede i efteråret 2021.
José Mourinho
José Mourinho står tilbage som den mest succesrige manager siden Ferguson. Hans fodbold var sjældent køn, men resultaterne talte for sig selv: Europa League, Carabao Cup og en andenplads i Premier League. Som så ofte før brød det sammen i tredje sæson, men Mourinho leverede det, United stadig hungrer efter: resultater.
Amorim blev blot endnu et navn på listen. Problemet er bare, at listen bliver længere – og lavpunkterne dybere.
