Professionalisme blev tilladt i engelsk fodbold i 1885 - 14 år efter, at FA Cup'en var blevet indført, og kun efter lange diskussioner i fire år forinden.

Den 2. marts 1888 skrev skotten William McGregor et brev til repræsentanter fra Blackburn Rovers, Bolton Wanderers, Preston North End, West Bromwich Albion og hans egen klub, Aston Villa, hvori han foreslog dannelsen af en liga, så de professionelle spillere var garanteret et antal kampe henover en turnering.

Det affødte et møde 23. marts 1888, da West Bromwich Albion besejrede Preston North End i FA Cup-finalen. Efter yderligere drøftelser var Football League en realitet 17. april 1888.

Der var enighed om, at man kun kunne finde 22 ledige datoer til fodbold på en sæson, hvorfor der, med én kamp hjemme og én kamp ude mod hver modstander, kun var plads til 12 hold.

De 12 grundlæggere af Football League blev fra Lancashire: Accrington, Blackburn Rovers, Bolton Wanderers, Burnley, Everton og Preston North End og fra Midlands: Aston Villa, Derby County, Notts County, Stoke, West Bromwich Albion og Wolverhampton Wanderers.

Ingen klubber fra syd havde deltaget i diskussionerne om dannelsen af ligaen, og The Wednesday fra Sheffield, Nottingham Forest og den nu opløste klub, Halliwell, måtte forlade selskabet uden, at der var plads til dem.

De første kampe blev skemalagt til lørdag 8. september 1888.

Det første regelsæt beskrev, at en sejr ville give ét point, hvorfor holdet med flest sejre ville vinde mesterskabet. Men få uger inde i turneringen besluttede man, at reglen var uretfærdig, da en uafgjort ikke var bedre end et nederlag.

Man gik derfor over til at belønne en sejr med to point i stedet for ét og at give ét point for en uafgjort - et regelsæt, der holdt helt frem til indførelsen af tre-point-for-en-sejr-reglen i sæsonen 1981-82.

[Kilde: The Footballer, no. 3, 1988, "First Day Of The League"]

Football League 1888-89, slutstillingen
| 1889-90 >
Division One K V U T Mf Mi Kv Pts  
1 22 18 4 0 74 15 4,933 40  
2 22 12 5 5 61 43 1,419 29  
3 22 12 4 6 51 37 1,378 28  
4 22 10 6 6 66 45 1,467 26  
5 22 10 2 10 63 59 1,068 22  
6 22 10 2 10 40 46 0,870 22  
7 22 6 8 8 48 48 1,000 20  
8 22 9 2 11 35 47 0,745 20  
9 22 7 3 12 42 62 0,677 17  
10 22 7 2 13 41 61 0,672 16  
11 22 5 2 15 40 73 0,548 12  
12 22 4 4 14 26 51 0,510 12  
     
  Genvalgt  

I de første fire sæsoner, skulle de fire sidste klubber søge om genvalg for at beholde deres plads i ligaen.

Målkvotient - mål scoret divideret med mål indkasseret - blev ikke indført som parameter for placering ved pointlighed før 1896-97, men vi viser det her for overskuelighedens skyld, og da det alligevel passer med slutplaceringerne de første otte sæsoner.

[Kilde: Rothmans Book of Football League Records 1888-89 to 1978-1979]